Daniels Bog 8:1-18 - Compare All Versions

Del

I Kong Belsazars Regerings tredje Aar viste der sig for mig, Daniel, et Syn, efter det, som havde vist sig for mig i Begyndelsen. Og jeg saa i Synet, og det skete, idet jeg saa, at jeg var i Borgen Susan, i Landskabet Elam, og jeg saa i Synet, og jeg var ved Floden Ulaj. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Væder stod lige for Floden, og den havde to Horn; og Hornene vare høje, og det ene højere end det andet, og det højeste voksede op sidst. Jeg saa, at Væderen stangede imod Vesten og Norden og Sønden, og der kunde intet Dyr staa for dens Ansigt, der var ej heller nogen, som kunde redde af dens Vold, og den gjorde efter sin Villie og blev mægtig. Og jeg gav Agt, og se, en Gedebuk kom fra Vesten hen over al Jorden, og den rørte ikke ved Jorden; og Gedebukken havde et anseligt Horn imellem sine Øjne. Og den kom til Væderen, som havde de to Horn, og som jeg havde set staa lige for Floden, og den løb imod den i sin Krafts Hidsighed. Og jeg saa den, at den kom nær hen til Væderen og blev forbitret paa den og slog Væderen og sønderbrød dens to Horn, og der var ingen Kraft i Væderen til at staa for dens Ansigt; og den kastede den til Jorden og nedtraadte den, og der var ingen, som kunde redde Væderen af dens Vold. Og Gedebukken blev saare mægtig; men som den stod i sin Styrke, blev det store Horn sønderbrudt, og i Stedet derfor opvoksede fire anselige Horn imod Himmelens fire Vejr; og fra det ene af dem fremskød eet Horn, i Førstningen lidet, men det blev overmaade stort imod Sønden og imod Østen og imod det herlige Land. Og det blev stort, indtil Himmelens Hær, og det kastede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og nedtraadte dem. Ja, indtil Hærens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet. Og en Hær skal hengives tillige med den stadige Tjeneste for Overtrædelsens Skyld; og det skal kaste Sandheden til Jorden og udføre det og have Lykke. Derefter hørte jeg en hellig, som talte, og en anden hellig sagde til den, der talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om den stadige Tjeneste og Overtrædelsen, der bringer Ødelæggelse, at baade Helligdommen og Hæren skulle hengives til at nedtrædes? Og han sagde til mig: Indtil to Tusinde og tre Hundrede Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen faa sin Ret igen. Og det skete, der jeg, Daniel, saa Synet, at jeg søgte Forklaring, og se, der stod een for mig af Udseende som en Mand. Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet! Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid. Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han rørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.

I kong Belshazzars tredje regeringsår fik jeg, Daniel, en ny drøm med endnu et syn. I drømmesynet fandt jeg mig selv stående ved Ulaj-kanalen i den befæstede by Susa i provinsen Elam. Da jeg så mig omkring, opdagede jeg ved bredden af kanalen en vædder med to lange horn. Det ene horn voksede og blev større end det andet. Vædderen stangede mod vest, mod nord og mod syd, og ingen kunne holde stand imod den eller redde dens ofre. Den gjorde, som det passede den, og fik stor magt. Så kom der pludselig en gedebuk med et mægtigt horn i panden farende fra vest med en sådan fart, at dens klove ikke rørte jorden. Med rasende fart styrede den lige imod den tohornede vædder, som stod ved bredden af kanalen, og jeg så, hvordan den rasende buk stødte frontalt ind i vædderen med en sådan kraft, at vædderens to horn brækkede af. Vædderen kunne ikke klare sig imod gedebukken, men blev kastet om på jorden og trampet ned, uden at nogen kunne redde den. Derefter voksede gedebukken og blev endnu stærkere. Men da den var allerstærkest, brækkede dens store horn af, og i stedet voksede fire mindre horn frem, der pegede mod hver sit verdenshjørne. Fra det ene af hornene voksede et andet horn frem. Det blev meget stærkt og udbredte sin magt mod syd og mod øst og mod Israels land. Det voksede helt op til stjernehimlen og slyngede nogle af himlens hære til jorden og trampede på dem. Det satte sig op imod anføreren for himlens hære og standsede de daglige ofringer til Guds ære. Det forurenede templet med urene ofre og bekæmpede Guds folk. Sandheden blev undertrykt, og ondskaben havde fremgang. Da hørte jeg to af de hellige engle tale sammen. Den ene spurgte: „Hvor længe vil de daglige offerhandlinger være ophævet og erstattet af afskyeligheder? Hvor længe vil templet være forurenet og Guds folk undertrykt?” Hertil svarede den anden engel: „Det skal blive aften og morgen 2300 gange, og så skal templet igen komme til sin ret.” Mens jeg prøvede at forstå, hvad synet betød, kom en, der lignede et menneske, hen imod mig, og jeg hørte en menneskestemme råbe fra den anden side af kanalen: „Gabriel, forklar den mand, hvad synet betyder!” Da Gabriel kom hen til mig, blev jeg så overvældet af rædsel, at jeg faldt om med ansigtet mod jorden. Så sagde han til mig: „Du må forstå, unge mand, at det, du her har set, vil ske i de sidste tider.” Mens han talte til mig, lå jeg som bedøvet med ansigtet mod jorden. Men han rørte ved mig og hjalp mig på benene.