Apostlenes Gerninger 9:3-9 - Sammenlign alle versioner
Apostlenes Gerninger 9:3-9 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)
Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” „Hvem er du, Herre?” spurgte han. Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren Jesus, som du forfølger! Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.” De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.
Apostlenes Gerninger 9:3-9 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)
Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstraalede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: „Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?“ Og han sagde: „Hvem er du, Herre?“ Men han svarede: „Jeg er Jesus, som du forfølger. Men staa op og gaa ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre.“ Men de Mænd, som rejste med ham, stode maalløse, da de vel hørte Røsten, men ikke saa nogen. Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, saa han intet. Men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damaskus. Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.