Gå til indhold

Apostlenes Gerninger 8:26-31 - Sammenlign alle versioner

Apostlenes Gerninger 8:26-31 BPH (Bibelen på Hverdagsdansk)

Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han. „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham.

Apostlenes Gerninger 8:26-31 DA1871 (Danske Bibel 1871/1907)

Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: „Staa op og gaa mod Syd paa den Vej, som gaar ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.“ Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. Og han var paa Hjemvejen og sad paa sin Vogn og læste Profeten Esajas. Men Aanden sagde til Filip: „Gaa hen og hold dig til denne Vogn!“ Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: „Forstaar du ogsaa det, som du læser?“ Men han sagde: „Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?“ Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham.