2. Krønikebog 24:1-27

Del

2. Krønikebog 24:1-27 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Joas var syv Aar gammel, der han blev Konge, og regerede fyrretyve Aar i Jerusalem, og hans Moders Navn var Zibna fra Beersaba. Og Joas gjorde det, som var ret for Herrens Øjne, i alle Præsten Jojadas Dage. Og Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre. Og det skete derefter, at det laa Joas paa Hjerte at forny Herrens Hus. Og han samlede Præsterne og Leviterne og sagde til dem: Drager ud til Judas Stæder og samler Penge ind af al Israel til at udbedre eders Guds Hus Aar for Aar, og I skulle skynde eder med Gerningen; men Leviterne skyndte sig ikke. Da kaldte Kongen ad Jojada, den Ypperstepræst, og sagde til ham: Hvorfor giver du ikke Agt paa Leviterne, at de fra Juda og Jerusalem bringe det Paalæg, som Mose, Herrens Tjener, og Israels Menighed har bestemt, ind til Vidnesbyrdets Paulun? Thi under den ugudelige Athalia havde hendes Sønner gjort Brud paa Guds Hus; ja endog alt det, som var helliget til Herrens Hus, havde de anvendt til Baalerne. Da befalede Kongen, og de gjorde en Kiste, og de satte den udenfor i Herrens Hus's Port. Og de lode udraabe i Juda og i Jerusalem, at de skulde bringe for Herren det Paalæg, som Mose, Guds Tjener, havde lagt paa Israel i Ørken. Da bleve alle Øverster og alt Folket glade, og de bragte det ind og lagde det i Kisten, indtil alt var kommet ind. Og det skete, naar man ved Leviterne bragte Kisten ind efter Kongens Befaling, og man da saa, at der var mange Penge i den, da kom Kongens Skriver og Ypperstepræstens Befalingsmand, og de tømte Kisten og bare den hen og satte den igen paa sit Sted; saa gjorde de Dag for Dag og samlede Penge i Mangfoldighed. Og Kongen og Jojada gav dem til den, som havde at gøre med Gerningen i Herrens Hus's Tjeneste, og de lejede Stenhuggere og Tømmermænd til at fornye Herrens Hus, saa og Mestre til at arbejde i Jern og Kobber, til at udbedre Herrens Hus. Saa arbejdede Folkene, og Udbedringen af det, der arbejdedes paa, gik frem ved deres Haand; og de satte Guds Hus i Stand efter dets Maal og gjorde det stærkt. Og der de havde fuldendt det, bragte de de øvrige Penge frem for Kongens og Jojadas Ansigt, og for disse gjorde man Redskaber til Herrens Hus, Redskaber til Tjenesten og til at ofre, Røgelseskaaler og Guldkar og Sølvkar; og de ofrede stedse Brændofre i Herrens Hus alle Jojadas Dage. Og Jojada blev gammel og mæt af Dage og døde; han var hundrede og tredive Aar gammel, der han døde. Og de begrove ham i Davids Stad iblandt Kongerne, fordi han havde gjort godt i Israel og imod Gud og hans Hus. Men efter Jojadas Død kom de Øverste af Juda og nedbøjede sig for Kongen; da føjede Kongen dem. Saa forlode de Herrens, deres Fædres Guds, Hus og tjente Astartebillederne og Afguderne; og der kom en Vrede over Juda og Jerusalem for denne deres Syndeskyld. Og han sendte Profeter til dem at omvende dem til Herren; og disse vidnede for dem, men de vilde ikke høre dem. Og Guds Aand iførte sig Sakaria, Præsten Jojadas Søn, og han stod oven over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I Herrens Bud? derfor skulle I ikke være lykkelige, thi I have forladt Herren, og han har forladt eder. Men de sammensvore sig imod ham og stenede ham med Stene, efter Kongens Bud, i Forgaarden til Herrens Hus. Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed i Hu, som Jojada, hans Fader, havde gjort imod ham, men slog hans Søn ihjel; og der denne døde, sagde han: Herren skal se og hjemsøge det. Og det skete, der Aaret var omme, drog Syrernes Hær op imod ham, og de kom til Juda og Jerusalem og udryddede af Folket alle Folkets Øverster, og de sendte alt deres Rov til Kongen af Damaskus. Skønt Syrernes Hær kom med faa Mænd, gav Herren dog en saare stor Hær i deres Haand, fordi den havde forladt Herren, sine Fædres Gud; og de udførte Straffedommene over Joas. Og der de vare dragne fra ham, hvem de forlode i en svar Sygdom, indgik hans Tjenere et Forbund imod ham for Præsten Jojadas Sønners Blods Skyld, og de sloge ham ihjel paa hans Seng, og han døde; og de begrove ham i Davids Stad; men de begrove ham ikke i Kongernes Grave. Og de, som indgik Forbund imod ham, vare: Sabad, Simeaths den ammonitiske Kvindes Søn, og Josabad, Simriths den moabitiske Kvindes Søn. Og hvad angaar hans Sønner og den svare Byrde, som var lagt paa ham, og Grundforbedringen af Guds Hus, se, om alt dette er skrevet i Kongernes Bogs Historie. Og hans Søn Amazia blev Konge i hans Sted.

2. Krønikebog 24:1-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Beʼersheba. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre. Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke. Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?” Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge. Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus. Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. Han blev meget gammel – 130 år – før han døde. På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen. Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem. Da kom Guds Ånd over Zakarias, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!” Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zakarias af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zakarias, så han blev stenet til døde i forgården til templet. Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab – ved at dræbe hans søn! Zakariasʼ sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!” Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash. Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. Attentatmændene var Zabad, søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. Beretningen om Joashʼ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog. Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.