1. Kongebog 16:1-34
1. Kongebog 16:1-34 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herrens Ord skete til Jehu, Hananis Søn, imod Baesa saaledes: Fordi jeg ophøjede dig af Støvet og satte dig til en Fyrste over mit Folk Israel, og du vandrede i Jeroboams Vej og kom mit Folk Israel til at synde, til at opirre mig med deres Synder: Se, saa borttager jeg Baesas Efterkommere og hans Hus's Efterkommere, og jeg vil gøre ved dit Hus ligesom ved Jeroboams, Nebats Søns, Hus. Den, som dør af Baesas i Staden, skulle Hundene æde, og den, der dør af hans paa Marken, skulle Himmelens Fugle æde. Men det øvrige af Baesas Handeler, og hvad han har gjort, og hans Vælde, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog? Og Baesa laa med sine Fædre og blev begraven i Thirza, og hans Søn Ela blev Konge i hans Sted. Saa skete ogsaa Herrens Ord ved Jehu, Hananis Søn, Profeten, over Baesa og over hans Hus, baade for alt det onde, som han gjorde for Herrens Øjne til at opirre ham ved sine Hænders Gerning, saa at han blev ligesom Jeroboams Hus, og fordi han havde slaaet dette. I det seks og tyvende Asas, Judas Konges, Aar blev Ela, Baesas Søn, Konge over Israel i Thirza, i to Aar. Og hans Tjener Simri, Høvedsmand over Halvdelen af Vognene, gjorde et Forbund imod ham, medens han i Thirza drak og var drukken i Arzas Hus, som var Hovmester i Thirza. Og Simri kom og slog ham og dræbte ham i det syv og tyvende Asas, Judas Konges, Aar, og blev Konge i hans Sted. Og det skete, der han var bleven Konge, der han sad paa sin Trone, da slog han det ganske Baesas Hus, han lod ingen blive tilovers for ham af alt Mandkøn, hverken hans næste Slægtninge eller hans Venner. Saa ødelagde Simri hele Baesas Hus, efter Herrens Ord, som han talte til Baesa ved Jehu, Profeten, for alle Baesas Synders og Elas, hans Søns, Synders Skyld, hvormed de syndede, og hvormed de kom Israel til at synde, saa at de opirrede Herren Israels Gud ved deres Afguder. Men det øvrige af Elas Handeler, og alt det, han har gjort, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog? I det syv og tyvende Asas, Judas Konges, Aar blev Simri Konge i Thirza i syv Dage; men Folket havde lejret sig imod Gibbethon, som var Filisternes. Der Folket, som havde lejret sig der, hørte sige: Simri har gjort et Forbund og slaget Kongen ihjel, da gjorde al Israel paa den samme Dag Omri, Stridshøvedsmanden, til Konge over Israel i Lejren. Og Omri drog op og al Israel med ham fra Gibbethon og belejrede Thirza. Og det skete, der Simri saa, at Staden var indtagen, da gik han ind i Kongens Hus's Palads og opbrændte over sig Kongens Hus med Ild og døde for sine Synders Skyld, hvormed han havde forsyndet sig, idet han gjorde det onde for Herrens Øjne og vandrede i Jeroboams Vej og i hans Synd, som han forsyndede sig med, og hvormed han bragte Israel til at synde. Men det øvrige af Simris Handeler og hans Forbund, som han stiftede, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog? Da delte Israels Folk sig i to Dele, Halvdelen af Folket holdt med Thibni, Ginaths Søn, for at gøre ham til Konge, og Halvdelen holdt med Omri. Men det Folk, som holdt med Omri, blev stærkere end det Folk, som holdt med Thibni, Ginaths Søn; og Thibni døde, og Omri blev Konge. I det et og tredivte Asas, Judas Konges, Aar blev Omri Konge over Israel i tolv Aar; i Thirza regerede han i seks Aar. Og han købte Samarias Bjerg af Semer for to Centner Sølv og byggede paa Bjerget og kaldte Stadens Navn, som han byggede, efter Semers Navn, som havde været Herre over Bjerget, Samaria. Og Omri gjorde det onde for Herrens Øjne, ja han gjorde ondt fremfor alle, som havde været før ham. Og han vandrede i al Jeroboams, Nebats Søns, Vej og i hans Synder, hvormed han kom Israel til at synde, saa at de opirrede Herren, Israels Gud med deres Afguder. Men det øvrige af Omris Handeler, hvad han gjorde, og hans Magt, hvilken han skaffede sig, ere de Ting ikke skrevne i Israels Kongers Krønikers Bog? Og Omri laa med sine Fædre og blev begraven i Samaria, og Akab, hans Søn, blev Konge i hans Sted. Og i det otte og tredivte Asas, Judas Konges, Aar blev Akab, Omris Søn, Konge over Israel, og Akab, Omris Søn, regerede over Israel i Samaria to og tyve Aar. Og Akab, Omris Søn, gjorde det onde for Herrens Øjne fremfor alle, som havde været før ham. Og det skete, som var det ham for lidet, at han vandrede i Jeroboams, Nebats Søns, Synder, at han tog til Hustru Jesabel, Eth-Baals, Zidoniernes Konges Datter, og han gik hen og tjente Baal og tilbad ham. Og han oprejste Baal et Alter i Baals Hus, som han byggede i Samaria. Akab gjorde og Astartebilledet, og Akab gjorde mere til at opirre Herren, Israels Gud, end alle Israels Konger, som vare før ham. I hans Dage byggede Betheliteren Hiel Jeriko; det kostede ham Abiram, hans førstefødte Søn, der han lagde dens Grundvold, og Segub, hans yngste Søn, der han satte dens Porte, efter Herrens Ord, som han havde talet ved Josva, Nuns Søn.
1. Kongebog 16:1-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Profeten Jehu, Hananis søn, kom til Basha med et ord fra Herren: „Jeg løftede dig op fra støvet og gjorde dig til konge over mit folk Israel. Men du følger i Jeroboams fodspor og lokker mit folk til synd, så de gør oprør mod mig. Jeg vil snart udrydde dig og din slægt fuldstændigt, akkurat som det skete med Jeroboams slægt. Dem fra din slægt, som bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde!” Herren udtalte denne dom over Basha og hans slægt, fordi Basha havde gjort ham vred ved at følge i Jeroboams fodspor og gøre oprør mod Herren, og fordi han havde udryddet Jeroboams slægt. Bashas øvrige bedrifter står nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Basha døde, blev han begravet i Tirtza, og hans søn Ela overtog kongetronen. Ela, Bashas søn, kom til magten i kong Asa af Judas 26. regeringsår, men han kom kun til at regere i to år. Zimri, der stod i spidsen for halvdelen af vogntropperne, lavede en sammensværgelse imod ham. En dag, da kong Ela var på besøg hos sin hofmarskal, Artza, i residensbyen Tirtza, og var blevet godt beruset, trængte Zimri ind i huset og myrdede ham. Mordet fandt sted i kong Asa af Judas 27. regeringsår. Derefter udråbte Zimri sig selv til Israels nye konge. Han dræbte straks hele kongefamilien, det vil sige alle mandspersoner, som kunne true hans regime. Selv deres slægtninge og venner dræbte han, så der ikke var nogen til at tage blodhævn. Bashas slægt var nu udryddet, som Herren havde sagt gennem profeten Jehu, og det var fordi Basha og hans søn Ela havde forledt hele Israels folk til oprør mod Herren ved deres afgudsdyrkelse. Resten af Elas livshistorie og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Zimri beholdt dog kun kongemagten i syv dage. De israelitiske soldater var på det tidspunkt i færd med at belejre filisterbyen Gibbeton. Da de hørte, at Zimri havde gjort oprør imod kongen og dræbt ham, valgte de straks Omri, hærens øverstkommanderende, til konge. Omri opgav så belejringen af Gibbeton og med hele Israels hær belejrede han hovedstaden Tirtza, hvor Zimri befandt sig. Da Zimri indså, at han intet kunne stille op, gik han ind i kongepaladset og satte ild til det. Sådan omkom han, fordi han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og fortsatte i samme spor som Jeroboam, der havde indført afgudsdyrkelse i Israel. Resten af Zimris bedrifter og detaljer om hans oprør mod kongen er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Befolkningen delte sig nu i to lejre, den ene var loyal over for Omri, den anden udråbte Tibni, søn af Ginat, til konge. Men Omris hær var den stærkeste, så i løbet af få år blev Tibnis hær besejret. Efter at Tibni var død, blev Omri konge over hele Nordriget. Det var i kong Asa af Judas 31. regeringsår, at Omri officielt blev konge over hele Nordriget. Han regerede i alt i 12 år – de første seks år i Tirtza. Han købte en bakketop af en mand ved navn Shemer for 70 kilo sølv og byggede en by der, som blev hans nye hovedstad. Han kaldte byen Samaria til ære for Shemer. Men Omri var værre end nogen anden konge før ham. Han fortsatte i det spor, Jeroboam var slået ind på, da han fik Israels folk til at gøre oprør mod Herren, deres Gud, gennem deres tåbelige afgudsdyrkelse. Resten af Omris bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Omri døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Ahab blev konge efter ham. Ahab blev konge i Israel i kong Asa af Judas 38. regeringsår. Han regerede i 22 år med Samaria som hovedstad. Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne i endnu højere grad end sine forgængere. Ikke alene fortsatte han i Jeroboams spor og dyrkede de afguder, han havde indført, men han giftede sig endog med Jezabel, sidonierkongen Et-Baʼals datter, og indførte derved baʼaldyrkelsen i Israel! Først byggede han et tempel og et alter for Baʼal i Samaria. Derpå lavede han andre afguder og et frugtbarhedssymbol for Asheragudinden. Derved provokerede han Herren, Israels Gud, med sit oprør, og det mere end nogen anden konge i Israel før ham. Det var på kong Ahabs tid, at en mand ved navn Hiel fra Betel formastede sig til at genopbygge Jeriko. Mens han lagde byens nye fundament, døde hans ældste søn Abiram, og da han gjorde byporten færdig, døde hans yngste søn Segub. Derved opfyldtes den forbandelse, som Josva i sin tid havde udtalt.