Johannesevangeliet 16

16
1Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. 2I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. 3Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. 4Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.
Helligåndens opgave
5Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. 6I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, 7men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.
8Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. 9Deres synd er, at de ikke tror på mig. 10Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. 11Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.
12Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. 13Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. 14Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. 15Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.
Sorg skal vendes til glæde
16Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” 17Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, 18og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”
19Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. 20Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig – men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. 21En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. 22Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. 23Når den tid kommer, skal I ikke længere spørge mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad I beder om i mit navn. 24Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.
Jesus har sejret over verden
25Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. 26Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, 27for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. 28Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”
29Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. 30Og vi forstår nu, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille flere spørgsmål. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”
31„Mon I nu også tror?” sagde Jesus. 32„Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. 33Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”

Valgt i Øjeblikket:

Johannesevangeliet 16: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind