Ezekiels Bog 5

5
Dommen over Jerusalem
1„Du menneske,” fortsatte Herren. „Når din belejring er forbi, skal du tage et skarpt sværd og bruge det som barberkniv til at rage alt dit hår og skæg af. Tag så en vægt og vej det i tre lige store portioner. 2En portion skal du brænde midt på din tegning over Jerusalem. En anden portion skal du hugge i småstykker med sværdet og sprede rundt om modellen af byen. Den sidste portion skal du sprede for vinden, for jeg vil jage de overlevende af mit folk bort med magt. 3Tag lidt af det hår, der blev spredt for vinden, og bind det som kvaster på din kappe. 4Tag så deraf nogle få hår og kast dem i ilden, så de brændes op. Derefter vil den rensende ild brede sig til hele Israels folk.”
5Hør, hvad Herren, Israels Gud siger: „Det er, hvad der skal ske med Jerusalems befolkning. Jeg udvalgte byen til at være som et centrum for alle andre lande. 6Men folket gjorde oprør imod mine love og forordninger, og de blev endnu værre end nabolandenes folk.”
7Derfor siger Herren, deres Gud: „I har nægtet at adlyde mine love og forskrifter og er blevet endnu mere ugudelige og oprørske end jeres nabofolk. I overholder ikke engang de almindelige samfundslove, som jeres nabofolk overholder.
8Derfor vil jeg dømme jer og straffe jer for øjnene af alle de andre nationer. 9På grund af de modbydelige synder, I har begået, vil jeg straffe jer værre, end jeg nogen sinde tidligere har gjort, og som jeg aldrig vil gøre igen. 10Forældre vil spise deres egne børn, og børnene vil spise deres egne forældre, og den rest af befolkningen, som overlever, spreder jeg for alle vinde.”
11„Så sandt jeg lever,” siger Herren, Israels Gud, „skal I komme til at bøde, fordi I har forurenet mit tempel med jeres afguder og afskyelige ofre. Jeg vil bruge sværdet som barberkniv og meje jer ned. Jeg vil ikke lægge fingrene imellem eller vise medlidenhed. 12En tredjedel af jer vil dø af sult og epidemier inde i byen, en tredjedel af jer bliver dræbt i kampen mod fjenderne, og en tredjedel af jer bliver spredt for alle vinde, for jeg vil selv jage jer væk med magt. 13Når dommen er udført, og jeg er færdig med at udøse min straf over dem, vil de overlevende indse, at jeg er en nidkær Gud, som er nødt til at straffe mit folks synder.
14-15Jeg gør jeres land øde til skræk og advarsel for jeres nabolande. Enhver, som kommer forbi og ser ødelæggelsen, vil udtale nedladende ord imod jer. I bliver et skræmmende eksempel på hvilke voldsomme konsekvenser det får, når jeg udøser min straf over en nation.
16Jeg sender hungersnødens grusomme pile ind over jer. Sulten vil tage til, indtil den sidste bid brød er borte, og alt er forbi. 17I bliver angrebet af vilde dyr, som vil tage jeres børn. Sygdom og krig hærger i landet, for jeg vil kæmpe imod jer. Jeg, Herren, har talt.”

Valgt i Øjeblikket:

Ezekiels Bog 5: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik