Ezekiels Bog 28

28
Profeti imod fyrsten over Tyrus
1Herren sagde til mig: 2„Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus:
Du er så stolt og hovmodig,
at du tror, du selv er en gud.
Du sidder på din høje trone,
hersker over havet og praler.
Men du er kun et menneske,
der bilder sig ind at være en gud.
3Du tror, du er klogere end Daniel
og kender alle hemmeligheder.
4Du brugte din visdom og forstand
til at samle mængder af guld og sølv.
5Dit handelstalent gjorde dig rig,
men din rigdom gjorde dig hovmodig.
6Derfor siger Herren, Israels Gud:
Fordi du tror, at du selv er en gud,
7sender jeg en grusom fjendehær,
der gør ende på din rigdom og pragt.
8Til dødsriget sender de dig ned,
du bliver dræbt og kastet i havet.
9Vil du mon fortsat hævde, du er en gud,
når fjenderne er ved at slå dig ihjel?
I hænderne på dem er du ingen gud,
men kun et almindeligt menneske.
10Du skal dø som en hund for de fremmedes hånd.
Jeg, Herren, Israels Gud, har talt.”
11Endvidere sagde Herren til mig: 12„Du menneske, istem en klagesang over Tyrusʼ fyrste og sig til ham:
Engang var du fuldkommen,
smuk og fuld af visdom.
13Du levede som i Paradis,
smykket med utallige juveler:
rubin, topas og diamant,
krysolit, onyks og jaspis,
safir, granat og smaragd.
Alle juveler var indsat i guld,
de lå klar til dig ved din fødsel.
14Jeg satte dig som en kerub,
der skulle vogte og beskytte
det hellige Guds bjerg,
Du vandrede blandt funklende ædelsten.
15Der var intet at udsætte på dig
fra den dag, du blev født,
indtil din ondskab blev afsløret.
16Din store rigdom gjorde dig korrupt,
så vold og synd fyldte dit hjerte.
Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjerg
og de funklende ædelsten, du skulle beskytte.
Jeg slog dig ned, du vældige kerub.
17Din skønhed gjorde dig stolt,
din rigdom spændte ben for din visdom.
Derfor kastede jeg dig til jorden
som en advarsel for andre fyrster.
18Din uhæderlige handel
afsporede din gudsdyrkelse.
Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig,
så du blev til aske på jorden for alles øjne.
19Alle var skrækslagne over din skæbne.
Du blev et skræmmende eksempel
ved din totale og endelige udslettelse.”
Profeti imod Sidon
20Herren sagde til mig:
21„Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. 22Sig til den:
Sidon, jeg er din fjende,
og jeg vil demonstrere min magt på dig.
Alle skal få at se, at jeg er den sande Gud,
når jeg åbenbarer min hellighed på dig
ved at straffe dig for dine synder.
23Jeg sender epidemier og krig,
så blodet flyder i gaderne.
Fjenden angriber fra alle sider
og slår folk ned til højre og venstre.
Da vil du indse, at jeg er Israels Gud.
Et løfte til Guds folk
24Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Israels Gud.
25Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en enestående og mægtig Gud. 26Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”

Valgt i Øjeblikket:

Ezekiels Bog 28: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik