2. Mosebog 35

35
Regler for sabbatsdagen
1Moses sammenkaldte derefter alle israelitterne til et møde og sagde: „Det følgende er de regler, som Herren har befalet jer at overholde: 2Hver uge må I arbejde i seks dage, men den syvende dag skal være helligdag, hvor I lader arbejdet hvile. Det er en dag, som er indviet til Herren. Hvis nogen arbejder på den dag, skal de dø. 3Der må heller ikke tændes ild nogen steder i jeres hjem på en sabbat.”
Offergaver til Guds bolig
4Moses sagde endvidere til dem: „Herren har også givet følgende forordninger: 5‚Alle, som ønsker at give Herren en frivillig offergave, kan bringe noget af det følgende: guld, sølv eller bronze; 6blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, 7rødfarvede vædderskind, kraftigt læder, akacietræ, 8olivenolie til lamperne, aromatiske stoffer til salveolien og til røgelsen, 9onykssten eller andre ædelsten til at sætte på den hellige vest og på brystklædet.
10Alle de af jer, som er velsignet med kunstneriske evner, skal lave de ting, Herren har befalet: 11Guds bolig med teltdugene og de overliggende presenninger; krogene, modulerne, tværstængerne, stolperne og soklerne; 12arken med bærestængerne og forsoningsstedet samt forhænget foran det allerhelligste; 13bordet med dets bærestænger og tilbehør, og de hellige brød; 14lysestagen med de tilhørende redskaber, lamperne og olien dertil; 15røgelsesalteret med dets bærestænger, salveolien og den vellugtende røgelse; forhænget ved indgangen til boligen, 16brændofferalteret med dets bronzegitter, bærestænger og andet tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; 17forgårdens stofvægge og forhænget ved indgangen til forgården med tilhørende stolper og sokler; 18teltpløkkerne både til boligen og forgården med dertil hørende barduner; 19de prægtigt vævede dragter til brug ved tjenesten i helligdommen, både ypperstepræsten Arons hellige dragt og dragterne til hans sønner, når de skal gøre præstetjeneste.’ ”
20Derefter gik alle israelitterne hjem for at hente deres gaver. 21Alle, som ønskede at give Herren en frivillig offergave, kom med deres bidrag til Guds bolig og dens udstyr eller til præstedragterne.
22Både mænd og kvinder kom, alle, som havde et villigt hjerte. De bragte deres gaver som et svingningsoffer til Herren: guld og smykker af mange slags: brocher, øreringe, fingerringe og halskæder. 23Andre kom med blåt, violet eller purpurrødt garn, fintvævet linned, gedehår, rødfarvede vædderskind eller kraftigt læder. 24Andre bragte sølv eller bronze som deres gave til Herren. Atter andre bragte akacietræ.
25De kvinder, som havde særlige evner inden for håndarbejde, spandt blåt, violet og purpurrødt garn og vævede fint linned, 26mens andre flettede gedehår. 27Lederne kom med onykssten og andre ædelsten til den hellige vest og brystklædet. 28De bragte også aromatiske stoffer af forskellig slags til salveolien og til røgelsen samt olivenolie til lamperne. 29Enhver, som havde på hjerte at hjælpe til med det arbejde, som Herren havde pålagt Moses, kom med deres gaver til Herren.
Kunstnerne og kunsthåndværkerne
30Moses sagde til israelitterne: „Herren har udvalgt Betzalel, som kommer fra Judas stamme og er søn af Hurs søn Uri, 31og fyldt ham med sin Ånd. Han har givet ham rige evner og kunstnerisk snilde på mange områder, 32så han kan designe smukke ting i både guld, sølv og bronze. 33Også som juvelér og billedskærer er han fremragende. 34Herren har givet både Betzalel og Oholiab, Ahisamaks søn af Dans stamme, særlige evner til at oplære andre 35på mange forskellige områder såsom billedskærerarbejde, design, broderi og vævning af forskellig art. De er eksperter indenfor alle de kunstneriske fagområder, som er nødvendige for arbejdet.

Valgt i Øjeblikket:

2. Mosebog 35: BPH

Markering

Del

Kopiér

None

Vil du have dine markeringer gemt på tværs af alle dine enheder? Tilmeld dig eller log ind

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik