5
1Men det begav sig, der Folket trængte sig til ham for at høre Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, 2og saae to Skibe ligge paa Søen, som Fiskerne vare bortgangne fra for at toe deres Garn: 3traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket af Skibet. 4Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: far ud paa Dybet, og kaster Eders Garn ud til en Dræt. 5Og Simon svarede og sagde til ham: Mester! vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet. 6Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves. 7Og de vinkede ad deres Medbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke. 8Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand. 9thi en Rædsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, for den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre; 10disligeste ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus' Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker. 11Og de førte Skibene til Landet og forlode alle Ting og fulgte ham. 12Og det begav sig, der han var i een af Stæderne, see, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og der han saae Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig. 13Og han udrakte sin Haand og rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og strax gik Spedalskheden bort fra ham. 14Og han bød ham, at han skulde Ingen sige det, men sagde: gak bort, og betee dig for Præsten, og offre for din Renselse, som Moses har befalet, dem til Vidnesbyrd. 15Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og meget Folk kom sammen at høre og at helbredes af ham for deres Sygdomme. 16Men han veg bort i Ørkerne og bad. 17Og det begav sig paa een af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som var komne fra alle Byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede. 18Og see, nogle Mænd bare paa en Seng et Menneske, som var værkbruden, og denne søgte de at bringe ind og lægge for ham. 19Og der de formedelst Folket ikke kunde finde, hvorledes de skulde bringe ham ind, stege de op paa taget og lode ham tilligemed Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt Folket for Jesus. 20Og der han saae deres Tro, sagde han til ham: Menneske! dine Synder ere dig forladne. 21Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder uden Gud alene? 22Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter? 23Hvilket er lettere, at sige: dig ere dine Synder forladne? eller at sige: staa op og vandre? 24Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlade Synder, (sagde han til den Værkbrudne): jeg siger dig, staa op, tag din Seng op og gak til dit Huus. 25Og han stod strax op for deres Øine og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit Huus og prisede Gud. 26Og en stor Forfærdelse betog dem alle, og de prisede Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: vi have i dag seet utrolige Ting. 27Derefter gik han ud og saae en Tolder, som hedte Levi, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig! 28Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. 29Og samme Levi gjorde et stort Gjestebud for ham i sit Huus; og der var en stor Hob af Toldere og Andre, som sadde med dem tilbords. 30Og deres Skriftkloge og Pharisæerne knurrede imod hans Disciple og sagde: hvorfor æde og drikke I med Toldere og Syndere? 31Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde. 32Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse. 33Men de sagde til ham: hvorfor faste Johannes' Disciple saa ofte og holde Bønner, og Pharisæernes ligesaa; men dine æde og drikke? 34Men han sagde til dem: kunne I komme Bryllupsfolket til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem? 35De Dage skulle komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, da skulle de faste i de samme Dage. 36Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon, ellers river baade det nye det gamle sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle. 37Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sønderriver den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves. 38Men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. 39Og Ingen, som drikker den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: den gamle er bedre.
Loading reference in secondary version...