12
1I det Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare paa Pharisæernes Suurdeig, som er Øienskalkhed. 2Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide. 3Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene. 4Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. 5Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham. 6Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. 7Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve. 8Men jeg siger Eder: hver den som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskenes Søn bekjende for Guds Engle. 9Og hvo mig fornægter for menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. 10Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades. 11Men naar de føre Eder frem for Synagoger og Øvrigheder og de Vældige, da bekymrer Eder ikke, hvorledes eller hvad I skulle tale til Eders forsvar, eller hvad I skulle sige; 12thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige. 13Men En af Folket sagde til ham: Mester! siig min Broder, at han skifter Arv med mig. 14Men han sagde til ham: Menneske! hvo har sat mig til Dommer eller Deler imellem Eder? 15Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods. 16Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. 17Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. 18Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; 19og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. 20Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? 21Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud. 22Men han sagde til sine Disciple: derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres. 23Livet er mere end Maden, og Legemet end Klæderne. 24Giver Agt paa Ravnene, de saae ikke, høste ikke, de have ingen Kjelder og ei Lade, og Gud føder dem alligevel; hvor meget ere I bedre end Fuglene? 25Men hvo er iblandt Eder, som kan sætte een Alen til sin Væxt, enddog han bekymrer sig derfor? 26Formaae I da ei engang det Mindste, hvi bekymre I Eder for det Øvrige? 27Giver Agt paa Lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ei heller; men jeg siger Eder: end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som een af dem. 28Klæder da Gud Græsset saa som i Dag staaer paa Marken og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere Eder, i lidet Troende! 29Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige. 30Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov. 31Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillægges Eder. 32Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget. 33Sølger hvad I have, og giver Almisse! Gjører Eder Poser, som ikke bliver gamle, et Liggendefæ, som ikke forgaaer, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordærver. 34Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerte være. 35Eders Lænder være ombundne, og Eders Lys brændende. 36Og værer ligesom de Mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra Brylluppet, paa det, nar han kommer og banker paa, og de strax kunne lade op for ham. 37Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem. 38Og dersom han kommer i den anden Vagt og kommer i den tredie Vagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. 39Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus. 40Derfor værer og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene. 41Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle? 42Men Herren sagde: hvo er vel den tro og snilde Huusholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, at give dem deres tillagte spise i rette Tid? 43Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes. 44Sandelig siger jeg Eder: han skal sætte ham over alt sit Gods. 45Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne og at æde og drikke og blive drukken; 46da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe. 47Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug; 48men den, som ikke veed det, og gjør, hvad der er Hug værd, skal faae lidet Hug. Thi enhver, hvem Meget er givet, hos ham skal man søge Meget; og hvem Meget er betroet, af ham skal man kræve Mere. 49Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! 50En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt! 51Mene I, at jeg er kommen at give Fred paa Jorden? Nei, jeg siger Eder, men Tvedragt. 52Thi fra nu af skulle fem i eet Huus være splidagtige, tre imod to og to imod tre. 53Faderen skal være splidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod sin Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod sin Mands Moder 54Men han sagde og til Folket: naar I see Skyen opgaae i Vester, sige I strax: der kommer Regn; og det skeer saaledes. 55Og naar I see Søndenveir blæse, sige I: der kommer Hede; og det skeer. 56I Øienskalke! Jordens og Himmelens Skikkelse vide I at skjønne, men hvi skjønne I ikke denne Tid? 57Men hvorfor dømme I ikke og af Eder selv, hvad ret er? 58Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. 59Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv.
Loading reference in secondary version...