9
1en Job svarede og sagde: 2Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud 3Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde. 4Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred 5han som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede; 6han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve; 7han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne; 8han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølgel; 9han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden; 10han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige ring, saa der ikke er Tal derpaa! 11Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke. 12Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du 13Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham. 14Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham. 15Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel. 16Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst. 17Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag. 18Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder: 19Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo stævner mig?" 20Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag. 21Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv. 22Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige. 23Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse. 24Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da? 25Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set dct gode. 26De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise. 27Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig, 28da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig. 29Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje? 30Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe, 31da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig. 32Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen. 33Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge. 34Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke! 35Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
Loading reference in secondary version...