Ezekiel 11 DA1871 [abbreviation] brought to you by [publisher] Learn more

Devotional

Versions

Cancel
 
11
1Og Aanden opløftede mig og førte mig til den østre Port paa Herrens Hus, den, som er vendt imod Østen, og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd; og jeg saa Jaasanja, Assurs Søn, midt iblandt dem, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. 2Og han sagde til rnig: Du Menneskesøn! det er de Mænd, sorn udtænke Uret, og som give onde Raad i denne Stad; 3og som sige: det er ikke saa nær, at vi skulle bygge Huse; denne er Gryden, og vi ere Kødet. 4Derfor spaa imod dem spaa, du Menneskesøn! 5Og Herrens Aand faldt paa mig, og han sagde til mig: Sig, saa siger Herren: Saaledes sige I af Israels Hus, men de Tanker, som opstige i eders Aand, kender jeg. 6I have gjort dem af eder ihjelslagne mange i denne Stad og fyldt dens Gader med ihjelslagne. 7Derfor, saa siger den Herre, Herre: Eders ihjelslagne, som I have lagt midt i den, de ere Kødet, og den selv er Gryden; men eder skal man udføre midt af den. 8For Sværdet frygte I, og Sværdet vil jeg lade komme over eder, siger den Herre, Herre. 9Og jeg vil udføre eder midt af den og give eder i fremmedes Haarld og holde Dom over eder. 10For Sværdet skulle I falde, paa Israels Grænse vil jeg dømme eder; og I skulle fornemme, at jeg er Herren. 11Den, den skal ikke blive eder Gryden, saa at I blive Kødet derudi; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. 12Og I skulle fornemme, at jeg er Herren, fordi I ikke have vandret efter mine Skikke og ikke holdt mine Bud, men gjort efter Hedningernes Vis, som ere trindt omkring eder. 13Og det skete, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og faldt ned paa mit Ansigt og raabte med høj Røst og sagde: Ak, Herre, Herre! du gør det jo aldeles af med det overblevne af Israel! 14Da kom Herrens Ord til mig, og han sagde: 15Du Menneskesøn! dine Brødre, dine Brødle ere dine næste Slægtninge og hele Israels Hus, alle de, til hvilke de, som bo i Jerusalem, sige: Gaar bort langt fra Herren, os er dette Land givet til Ejendom. 16Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg har ladet, dem fare langt bort iblandt Hedningerne, og jeg har adspledt dem i Landene, men jeg er dog bleven dem til en Helligdom for en kort Tid i Landene, hvorhen de ere komne. 17Derfor sig: Saa siger den Herre, Herre: Jeg vil samle eder fra Folkene og sanke eder fra Landene, i hvilke I ere adspredte, og jeg vil give eder Israels Land. 18Og derhen skulle de komme, og de skulle fjerne alle dets Afskyeligheder og alle dets Vederstyggeligheder fra det. 19Og jeg vil give dem eet Hjerte og give en ny Aand i deres; Indre og borttage Stenhjertet af deres Kød og give dem et Kødhjerte, 20paa det de skulle vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre efter dem; og de skulle være mit Folk, og jeg skal være deres Gud. 21Men de, hvis Hjerte vandrer efter deres Afskyeligheders og deres Vederstyggeligheders Hjerte, deres Vej vil jeg lade falde tilhage paa deres Hoved, siger den Herre, Herre. 22Da opløftede Keruberne deres Vinger og Hjulene ved Siden af dem, og Israels Guds. Herlighed var oven over dem. 23Og Herrens Herlighed steg op fra Stadens Midte og blev staaende paa Bjerget, som er Østen for Staden. 24Og Aanden opløftede rnig og førte mig i Synet, i Guds Aand, til Kaldæa til de bortførte; og det Syn, som jeg havde set, forsvandt for mig i det høje. 25Og jeg talte til de bortforte alle Herrens Ord, som han havde ladet mig se.