27
1Men der det var besluttet, at vi skulde seile derfra til Italien, overantvordede de baade Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af Keiserens Rode. 2Men vi gik ombord paa et adramytisk Skib, for at seile langs med Asiens Kyster, og vi fore ud; og Aristarchus, en Marcedonier fra Thessalonica, var med os. 3Og anden Dagen anløb vi Sidon. Og Julius behandlede Paulus mildt og tilstedte ham at gaa til sine Venner og nyde Pleie. 4Og vi fore bort derfra og seilede under Cypern, fordi Vinden var imod. 5Og vi seilede over Havet ved Cilicia og Pamphylia og kom til Myra i Lycien. 6Og der fandt Høvedsmanden et alexandrinsk Skib, som seilede til Italien, og satte os derpaa. 7Men som Seiladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Vanskelighed naaede Cnidus, (thi Vinden føiede os ikke), holdt vi ned under Creta ved Salmone. 8Med Vanskelighed seilede vi denne forbi og kom til et Sted, som kaldes Gode-Havne, nær ved Staden Lasæa. 9Mender nogen Tid var forløben, og Seiladsen nu blev forlig, saasom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde: 10I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv. 11Men Høvedsmanden troede Styrmanden og Skipperen mere end det, som Paulus sagde. 12Og der Havnen ikke var bekvem til Vinterleie, besluttede de Fleste at fare bort ogsaa derfra, om de muligen kunde naae hen at overvinde i Phoenix, hvilken er en Havn i Creta, som vender mod Sydvest og Nordvest. 13Men da en Søndenvind blæste op, meente de at have naaet deres Hensigt, lettede Anker og holdt nær under Creta. 14Men ikke længe derefter reiste sig en heftig Storm imod Øen, den saakaldte nordost-Kuling. 15Men der Skibet reves bort deraf og ikke kunde dugge op mod Vinden, gave vi det over og dreve. 16men vi løb under en liden Ø, som klades Claude, og kunde næppe faae Magt over Baaden. 17Men der de havde draget den til sig, brugte de al Hjælp og omsurrede Skibet; og som de frygtede for at kastes ind paa en Sandbanke, lode de Seilene falde og dreve saaledes. 18Og der vi udstode meget af Stormen, begyndte de næste Dag at kaste overborde. 19Og paa den tredie Dag udkastede vi med egne Hænder Skibets Tilbehør, 20Men der hverken Sol eller Stjerner lode sig see i mange Dage, og vi ikke liden Storm hængte over os, blev omsider alt Haab om at frelses os betaget. 21Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade. 22Men nu formaner jeg Eder, at i fatte et godt Mod; thi ingen Sjæl af Eder skal omkomme, men alene Skibet. 23Thi i denne Nat stod for mig en Engel fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og sagde: 24frygt ikke, Paulus! det bør dig at stilles for Keiseren: og see, Gud har skjenket dig alle dem, som seile med dig. 25Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt. 26Men vi maae strande paa en Ø. 27Men der den fjortende nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnat, at de vare under et Land. 28Og da de loddede, have de tyve Favne, og lidt længere fremme loddede de atter og have femten Favne. 29Og de frygtede, at de skulde støde paa Skær, og kastede fire Ankere ud fra Bagstavnen og ønskede, at det vilde vorde Dag. 30Men der Skibsfolkene vilde flygte fra Skibet og lade Baaden ned i Søen, under det Paaskud, at de vilde bringe Ankerne ud fra Forstavnen, 31da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke frelses. 32Da kappede Stridsmændene Baadens Toug og lode den falde ned. 33Men derimellem, indtil det blev Dag, formanede Paulus Alle, at de skulde faae Mad, og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, at i have biet uden at spise og Intet taget til Eder. 34Derfor formaner jeg Eder, at I faae mad, thi dette hører til Eders Frelse; der skal ikke falde et Haar af Nogens Hoved iblandt Eder. 35Men der han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for Alles Øine og brød det og begyndte at æde. 36Men de bleve alle frimodige, og de fik ogsaa Mad. 37Men vi vare i Skibet tilsammen to hundrede og sex og halvfjerdsindstyve Sjæle. 38Og der de vare blevne mætte af mad, lettede de Skibet og kastede Levenetsmidlerne i Søen. 39Men der det blev Dag, kjendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Strandbred, hvor de besluttede, om muligt, at sætte Skibet. 40Og de kappede Ankerne, som de lode blive i Søen, og løsnede tillige Roertougene, og idet et satte Raaseilet til for Vinden, holdt de ind paa Strandbredden. 41Men de stødte paa en Grund med Dyb paa begge Sider, og der satte de Skibet, og forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. 42men det var Stridsmændenes Anslag, at man skulde ihjelslaae Fangerne, paa det Ingen skulle svømme derfra og undkomme. 43Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Anlsag, og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud for at at undkomme til Landet, 44og de Andre at redde sig, Noge paa Planker, Andre paa Stykker af Skibet. Og saaledes skete det, at Alle kom frelste til Landet.
Loading reference in secondary version...