Titusbrevet 2
BDAN

Titusbrevet 2

2
Undervisning om korrekt livsførelse
1Du, derimod, skal undervise om det, der hører med til den sunde lære. 2De ældre mænd skal vise selvbeherskelse og værdighed, de skal have sund fornuft og være et forbillede i tro, kærlighed og udholdenhed. 3De ældre kvinder skal ligeledes opføre sig på en måde, der sømmer sig for kristne. De må ikke løbe med sladder#2,3 Eller: „komme med falske anklager.” eller være drikfældige. De skal være gode vejledere, 4som kan hjælpe de unge kvinder til at elske deres mænd og tage sig af deres børn 5og til at leve fornuftigt og moralsk uangribeligt. De skal også lære at være gode husmødre, der er villige til at underordne sig deres mænd, så Guds ord ikke kommer i vanry. 6-7Du skal formane de unge mænd til ligeledes at være fornuftige i alt, hvad de foretager sig, og du skal selv være et godt forbillede. Din undervisning skal være uangribelig og værdig. 8Den skal være korrekt, så du vinder respekt hos dem, der gerne vil modsige dig, men ikke kan finde noget dårligt at sige om os.
9Slaverne skal underordne sig deres herrer i alle ting og gøre et godt stykke arbejde. De må ikke svare igen 10eller stikke noget til sig, men vise, at de er til at stole på, så de ved deres livsførelse skaber respekt om Guds, vores Frelsers, lære.
11Gud har åbenbaret sin nåde, som gør det muligt for alle mennesker at blive frelst. 12Hans nåde opdrager os til at sige nej til at leve et gudløst liv fuldt af syndige lidenskaber og i stedet leve fornuftigt, retskaffent og gudfrygtigt, så længe vi er her på jorden.
13Samtidig ser vi med forventning frem til den herlighed, vi skal opleve, når vores store Gud og Frelser, Jesus Kristus, kommer igen. 14Jesus gav jo sit liv for vores skyld, så han kunne løskøbe os fra al ondskab og umoralitet og gøre os til sit ejendomsfolk, et folk, der ivrigt søger at gøre det gode.
15Du skal formane alle til at følge de her anvisninger, og du skal irettesætte de falske lærere. Gør det med myndighed, og lad dig ikke skræmme af, hvad folk tænker om dig.

Bibelen på hverdagsdansk (The Bible in Everyday Danish)
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.®
Used by permission. All rights reserved worldwide.

Læs Mere Om Bibelen på Hverdagsdansk