Salmernes Bog 68:1-10
Salmernes Bog 68:1-10 BPH
Når Gud rejser sig, flygter hans fjender, alle hans modstandere løber deres vej. Han driver dem væk, som røg drives væk af vinden. De onde går til grunde som voks, der smelter i varmen. Men de gudfrygtige bliver glade, de råber af fryd i Guds nærhed. Syng lovsange til Gud. Ophøj ham, som rider på skyerne. Hans navn er Jahve, fryd jer i hans nærhed. Gud er som en far for de faderløse, han taler enkernes sag. Han regerer fra sin hellige trone. Han giver de hjemløse et hjem, sætter fanger i frihed og gør dem glade. Men de genstridige forvises til den golde ørken. Gud, dengang du gik foran dit folk, og de marcherede gennem den udstrakte ørken, da skælvede jorden af frygt, og skyerne kunne ikke holde på regnen. Jorden rystede for Israels Gud, da han viste sin magt ved Sinai. Du sendte regn i rigelig mængde, du hjalp dit folk, da de var i nød.

