Salmernes Bog 119
119
Psalmisten taler meget herligt om Guds Ords Egenskaber og kraftige Virkninger og om deres salige Tilstand, som tilegne sig det; vidner om sin Lyst og Længsel efter at styrkes, ledes, trøstes og opholdes ved Guds Ord, hvilket alt sammen han udfører i 22 Gange 8 Vers efter de hebraiske Bogstavers Tal og Orden.
I.
1Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov. 2Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; 3og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. 4Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. 5Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; 6da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud. 7Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. 8Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles.
II.
9Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. 10Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! 11Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig. 12Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke. 13Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. 14Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte. 15Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. 16Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord.
III.
17Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. 18Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. 19Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider. 21Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. 22Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. 23Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke. 24Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd.
IV.
25Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! 26Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! 27Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. 28Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! 29Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! 30Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. 31Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. 32Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit.
V.
33Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. 34Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. 35Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst; 36Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding. 37Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej! 38Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. 39Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. 40Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed!
VI.
41Lad din Miskundhed, o Herre! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. 42Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. 43Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. 44Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. 45Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. 46Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmmes. 47Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. 48Og jeg vil opløfte mine Hænder til dine Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke.
VII.
49Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. 50Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. 51De hovmodige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. 52Herre! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. 53Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. 54Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. 55Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o Herre! og holdt din Lov. 56Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt.
VIII.
57Jeg sagde: Herren er min Del, jeg vil holde dine Ord. 58Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! 59Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. 60Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. 61De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. 62Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. 63Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. 64Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre! lær mig dine Skikke.
IX.
65Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord. 66Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. 67Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. 68Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! 69De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. 70Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. 71Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. 72Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv.
X.
73Dine Hænder have skabt mig og beredt mig; giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. 74De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. 75Herre! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. 76Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. 77Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. 78Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. 79Lad dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. 80Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes.
XI.
81Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. 82Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? 83Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. 84Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? 85De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. 86Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! 87De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. 88Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd.
XII.
89Herre! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. 90Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. 91De#119,91 d. e. Himmelen og Jorden. bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. 92Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. 93Jeg skal i Evighed ikke forglemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. 94Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. 95De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. 96Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Bud strækker sig saare vidt.
XIII.
97Hvor kær har jeg din Lov! den er min Tanke den ganske Dag. 98Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. 99Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. 100Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. 101Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. 102Jeg afveg ikke fra dine Domme; thi du har lært mig det. 103Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. 104Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti.
XIV.
105Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. 106Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. 107Jeg er saare plaget; Herre! hold mig i Live efter dit Ord. 108Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre! og lær mig dine Domme. 109Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. 110De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine Befalinger. 111Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelig; thi de ere mit Hjertes Glæde. 112Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden.
XV.
113De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. 114Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. 115Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. 116Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! 117Styrk mig, at jeg maa blive frelst, og jeg vil altid se hen til dine Skikke. 118Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. 119Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme.
XVI.
121Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! 122Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. 123Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. 124Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! 125Jeg er din Tjener; undervis mig, at jeg maa kende dine Vidnesbyrd. 126Det er Tid, at Herren gør noget; de have brudt din Lov. 127Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. 128Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej.
XVII.
129Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. 130Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. 131Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. 132Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. 133Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! 134Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. 135Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! 136Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov.
XVIII.
137Du er retfærdig, Herre! og dine Domme ere retvise. 138Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. 139Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. 140Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. 141Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. 142Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. 143Angest og Trængsel ramte mig; dine Bud ere min Lyst. 144Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg.
XIX.
145Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, Herre! jeg vil bevare dine Skikke. 146Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. 147Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. 148Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. 149Hør min Røst efter din Miskundhed; Herre! hold mig i Live efter dine Domme; 150De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. 151Nær er du, o Herre! og alle dine Bud ere Sandhed. 152Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig.
XX.
153Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. 154Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. 155Frelsen er fjern fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. 156Stor er din Barmhjertighed, o Herre! hold mig i Live efter dine Domme! 157Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. 158Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. 159Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; Herre! hold mig i Live efter din Miskundhed. 160Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom.
XXI.
161Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. 162Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. 163Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. 164Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. 165Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. 166Jeg ventede paa din Frelse, Herre! og jeg udførte dine Bud. 167Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. 168Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig.
XXII.
169Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, Herre! og undervis mig efter dit Ord! 170Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! 171Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. 172Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle dine Bud ere Retfærdighed. 173Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. 174Jeg har Længsel efter din Frelse, Herre! og din Lov er min Lyst. 175Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! 176Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar; thi dine Bud har jeg ikke glemt.
Currently Selected:
Salmernes Bog 119: DA1871
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in