Salmernes Bog 102
102
Psalmisten tager sin Tilflugt til Gud i sin Sjæls Nød og Angest, i sine Trængsler under Guds Vrede, 1-12; trøster sig ved Haabet om, at Gud vil bygge Zion og omvende Hedningerne, 13-23; styrkes i sin Fristelse og Angest ved Tanken om Guds evigvarende Kraft og Trofasthed, 24-29.
1En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt. 2Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. 3Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig! 4Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted. 5Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. 6Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. 7Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. 8Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. 9Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig. 10Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad 11for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. 12Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 14Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. 15Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. 16Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; 17thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed. 18Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn. 19Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren. 20Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden 21for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, 22for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, 23naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. 25Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt. 26Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning. 27De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. 28Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. 29Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
Currently Selected:
Salmernes Bog 102: DA1871
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in