Ordsprogenes Bog 13
13
Salomo taler om at antage Tugt, 1. 18. 24; om viis og daarlig Tale, 2. 3. 5. 14; om Ladhed og Flid, 4. 11. 23; om oprigtige, retfærdige, gode og ugudelige Mennesker, 6. 9. 21. 22. 25; om Rigdom og Fattigdom, 7. 8; om Hovmod, 10; om Haab og Begæring, 12. 19; om Guds Ords Foragt og om Gudsfrygt, 13; om Forstand og Klogskab, 15. 16; om et tro og et utro Sendebud, 17; om Omgængelse med vise og Daarer, 20.
1En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse. 2Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse. 3Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse. 4Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt. 5Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære. 6Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen. 7Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods. 8En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse. 9De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes. 10Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom. 11Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det. 12Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ. 13Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor. 14Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. 15En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard. 16Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed. 17Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom. 18Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære. 19Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed. 20Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke. 21Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt. 22Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige. 23Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret. 24Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt. 25Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.
Currently Selected:
Ordsprogenes Bog 13: DA1871
Highlight
Share
Copy
Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in