Parallel
24
1Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. 2Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. 3Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. 4Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. 5Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? 6Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: 7det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. 8Og de kom hans Ord i hu. 9Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. 10Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. 11Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. 12Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var. 13Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. 14Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete. 15Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. 16Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham. 17Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud. 18Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage? 19Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket; 20og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 21Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete. 22Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; 23thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. 24Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. 25Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. 26Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? 27Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham. 28Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. 29Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem. 30Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. 31Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. 32Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? 33Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 34Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon. 35Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. 36Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! 37Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. 38Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? 39Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. 40Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne. 41Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde? 42Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage. 43Og han tog det og aad det for deres Øine. 44Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. 45Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. 46Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag; 47Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. 48Men I ere Vidner til disse Ting. 49Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie. 50Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. 51Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen. 52Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. 53Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen