Parallel
12
1Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde. 2Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham. 3Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. 4Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: 5hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige? 6Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. 7Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den. 8Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid 9Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde. 10Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus; 11thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. 12Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 13toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge! 14Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet: 15frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl. 16Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. 17Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde. 18Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. 19Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham. 20Men der var nogle Græker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden. 21Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus. 22Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det. 23Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres. 24Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt. 25Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 26Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. 27Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. 28Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det. 29Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham. 30Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld. 31Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes. 32Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig. 33(Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.) 34Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn? 35Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. 36Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. 37Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, 38at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? 39Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: 40han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. 41Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. 42Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; 43thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære. 44Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt. 45Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt. 46Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket. 47Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. 48Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, har den, som ham dømmer; det Ord, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag. 49Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. 50Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.