Johannes 11
DA1871
11
1Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare. 2(Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg). 3Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg. 4Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den. 5Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. 6Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var. 7Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen. 8Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen? 9Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys. 10Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham. 11Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne. 12Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk. 13Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn. 14Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død! 15Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham! 16Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham. 17Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage. 18(Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra). 19Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. 20Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset. 21Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. 22Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig. 23Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae. 24Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag. 25Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. 26Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette? 27Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden. 28Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig. 29Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham. 30(Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.) 31Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der. 32Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. 33Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde: 34hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see. 35Jesus græd. 36Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham! 37Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død? 38Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor. 39Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage. 40Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed? 41Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig. 42Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig. 43Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud! 44Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae. 45Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort. 46Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. 47Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. 48Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. 49Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: 50I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. 51Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. 52Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. 53Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham. 54Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple. 55Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. 56Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? 57Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham.