YouVersion Logo
Search Icon

Salmernes Bog 102

102
Bøn om Herrens indgreb
1Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.
2Herre, hør min bøn,
lad mit nødråb nå frem til dig.
3Vend dig ikke bort fra mig,
for jeg lider og er i stor nød.
Hør mig, når jeg kalder på dig,
kom mig hurtigt til hjælp.
4Jeg føler mit liv forsvinde som en røg,
det er, som om jeg blev lagt på et bål.
5Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne,
jeg har mistet lysten til at spise.
6Jeg sukker og stønner højlydt,
jeg er snart ikke andet end skind og ben.
7Jeg er mager som en allike i ørkenen,
som en ugle i øde ruiner.
8Om natten ligger jeg vågen og jamrer,
så ulykkelig som en ensom fugl på taget.
9Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender,
de gør nar af mig og forbander mig.
10Den mad, jeg spiser, smager som aske,
min drik er blandet med tårer,
11fordi du udøste din vrede over mig,
du tog mig i kraven og kastede mig bort.
12Mit liv er snart forbi som aftenskyggen,
jeg visner bort som afskåret græs.
13Men du, min Gud, sidder evigt på tronen,
din storhed berømmes fra slægt til slægt.
14Rejs dig og se i nåde til Zion.
Det er tid til at vise din barmhjertighed,
du har jo lovet at komme os til hjælp.
15Selv om Jerusalem ligger i ruiner,
elsker dit folk byens sten og murbrokker.
16Folkeslag skal ære Herrens navn,
og jordens konger skal frygte for hans magt.
17For Herren vil genopbygge Jerusalem,
han vil åbenbare sin magt og herlighed.
18Han vil lytte til de nødstedtes råb,
ikke afvise deres indtrængende bøn.
19Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld,
så kommende generationer må prise Herren.
20Herren ser os fra sin bolig i himlen,
han betragter jorden fra sit himmelske tempel.
21Han hører de tilfangetagne stønne og klage,
han befrier dem, som var dømt til at dø.
22Sådan skal Herrens magt fejres i Zion,
hans frelse skal prises i Jerusalem.
23Da vil nationerne rådslå med hinanden,
og konger skal bøje sig for Herren.
24Herre, du har ramt mig i min bedste alder,
jeg føler, at min livskraft ebber ud.
25Åh, min Gud, du som lever for evigt,
lad mig ikke dø før min tid.
26I begyndelsen grundlagde du jorden,
med egne hænder skabte du himmelrummet.
27Det hele skal forgå, men du vil bestå.
Himmel og jord slides op som en klædning,
du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.
28Men du er altid den samme,
dine leveår får aldrig ende.
29De kommende slægter skal leve i sikkerhed,
de skal få lov at trives i din nærhed.

Currently Selected:

Salmernes Bog 102: BPH

Highlight

Share

Copy

None

Want to have your highlights saved across all your devices? Sign up or sign in

YouVersion uses cookies to personalize your experience. By using our website, you accept our use of cookies as described in our Privacy Policy